Peberfrugter er hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika, hvor de i mere end 10.000 år har været samlet og senere dyrket af indianerne. I slutningen af 1400-tallet kom de til Europa, men det er først langt senere, de er blevet udbredt i Vesteuropa. Selv i Ungarn blev paprika først populær i 16- og 1700-tallet. I 1500-tallet blev de stærke sorter af peberfrugt bragt til Asien af portugisiske og spanske rejsende. Og her blev de ret hurtigt udbredt, især i Indien, hvor man på et tidspunkt var overbevist om, at de var oprindelige. I betragtning af den placering, de stærke peberfrugter har fået i asiatisk mad, er det da også bemærkelsesværdigt, at de kun har været kendt i nogle få århundreder.
Det meste af verdensproduktionen finder sted i Asien. Den årlige høst anslås til omkring 8 mill. ton fra et dyrket areal på 1,6 mill. hektar. De største producenter i Asien er Indien, Kina, Indonesien, Korea og Thailand. Omkring 95 pct. af produktionen forbruges i de enkelte producentlande.
Også I Afrika ligger produktion og forbrug af chilli-peber højt - mere end i den samlede amerikanske verdensdel. Blandt de store lande er Nigeria. Noget af den stærkeste chilli i verden kommer i øvrigt fra Central- og Sydafrika, og Afrika eksporterer en del til både Europa (frisk) og USA (tørret).
Paprika fremstilles næsten udelukkende i Spanien og Ungarn, men den samlede produktion af paprika er relativt beskeden - kun ca. 5 pct. af chilli-produktionen.
De sidste 20 år er markedet for både frisk chilli-peber og tørrede chilliprodukter vokset i de nordlige lande, men det er aldrig kommet på højde med f.eks. Sydøstasien og Mexico.
I Mellemøsten spiller chilli heller ikke nogen stor rolle. I arabisk mad bruges det slet ikke eller meget lidt, men enkelte untagelser som bl.a. Yemen og Maghreb-landene i Nordafrika, hvor man bruger en del chilli til pickles, i marinade og sauce. Mest kendt er "harissa" saucen, der bl.a. bruges til couscous med fårekød.